Kunstplakat af dit barn
Hjemme hos os har jeg en kæmpe plakat hængende, som er et fotografi af to børn jeg ikke kender. Det var en plakat jeg fandt i en butik for nogle år siden og jeg synes den var så fin. Tænk sig, hvilken endnu større begejstring, jeg ville have for den her plakat, hvis det var mine egne unger og det var lige præcis her, med denne tanke, at det første lille spadestik til mit Cirkuskoncept blev gravet. Sidenhen er mine ideer, drømme og ambitioner for dette koncept kun vokset sig større.
En private drøm, som I gør mulig
Cirkuskonceptet er på mange måder en meget personlig fotografering for mig. Hvor det mere er jer, som familie, der sætter stemningen på mine klassiske familiefotograferinger, så er cirkuskonceptet drevet meget af mine visioner og ideer, som jeg mærker et kæmpe behov for, at bringe til virkelighed.
Jeg har i mange år drømt om at arbejde for en virksomhed, som delte samme visioner som jeg. Et sted hvor jeg kunne få lov at lege og skabe det her farverige univers, fordi jeg simpelthen var bange for, at det blev for meget for Hr og Fru Danmark. Og jo vist. Det er helt sikkert ikke alle der er lige interesseret i det her koncept, men når I der er, skriver til mig ang. en cirkussession, så hopper mit hjerte af glæde, for det er her jeg virkelig lever mine drømmer ud.