Tak til min ambitioner om at jeg skal skille mig ud som fotograf og skabe mit eget unikke univers, som man (forhåbentlig) kan genkende. Jeg bliver altid så stolt på vegne af en musiker, hvis jeg hører en ny sang fra dem i radioen og kan genkende, at det må være dén musiker. Det må være den fedeste anerkendelse, når man forsøger at skabe sit eget.
Tak til min utålmodighed - du har ikke altid været værd at takke, men jeg er glad for, at du i 2018 sagde “nå, 6 mdr. uddannelse på et fotogrundforløb, mon ikke vi er klar til at gå all in nu” og det gjorde vi så. Og det gik ikke som forventet. Overhovedet.
Jeg måtte tilbage i vuggestuen for at tjene penge, men utålmodigheden bankede igen på og foreslog om vi ikke skulle lave et foto-koncept i vuggestuen og det gjorde vi og det blev til gengæld pisse godt. De kunder, hvis børn jeg både passede og fotograferede dengang, dem har jeg til dags dato stadig. Og det er jeg min utålmodighed evigt taknemmelig for.
Til sidst tak til min naivitet. Et punkt der både har skabt gode, men også sårbare oplevelser, for det er ikke altid sjovt at være hende den naive i folkeskolen (og slet ikke hvis man også er blondine), men det kan jeg godt se igennem fingrene med, for i sidste ende, var det nok den der var altafgørende for min fotovirksomhed.
Jeg er tidsoptimist. Jeg tror altid ting tager kortere tid end de gør. Jeg troede jeg ville få succes indenfor ét år. Jeg troede at mit barselsgruppefotograferings-koncept (det var ret nyt dengang - jeg tilbyder det ikke længere) ville komme i avisen. Jeg var naiv, men hvor var det godt, at jeg ikke kendte sandheden på forhånd, for så var jeg aldrig blevet fotograf.